Kystlinjen er rigtig lang og smuk på Lolland-Falster, og mulighederne for lystfiskeri er talrige. Her er der plads til de seriøse lystfiskere, der bruger meget tid på deres hobby samt masser af fiskemuligheder for familier, der ønsker at opleve den smukke natur, mens de fanger en fisk.

Kystfiskeriet er specielt godt på Lolland-Falster, og der findes et væld af fiskepladser, så der er rigeligt med plads til alle.

Havørreden er et yndet bytte, når turen går til kysten i forårsmånederne fra marts til maj og igen i efteråret, mens hornfisken holder sit indtog og blander sig i fangsterne fra slut april til lidt ind i juni. Fiskeri efter hornfisk er især attraktivt for børnefamilier, da børnene relativt nemt kan få succes med fiskeriet. Kysterne rundt om Lolland-Falster er blandt de inkarnerede lystfiskere kendt for sine store Østersø havørreder – og der bliver hvert år landet mange flotte fisk. Derudover byder kysterne og havnemolerne også på et alsidigt fiskeri efter forskellige arter af fladfisk og indimellem torsk. Langs havnemolerne kan man også sagtens forsøge sig efter havørred med god succes.
Vandet langs kysterne er ikke særligt salt – hvilket gør det muligt for både gedder og aborrer at leve i saltvandet. Når saltpromillen er så lav, kalder man det for brakvand. Dette fiskeri efter brakvandsgedder og aborrer foregår som oftest fra områdets havnemoler. Lolland-Falster byder også på geddefiskeri i ferskvand, hvor fiskeriet om foråret kan være rigtigt godt i bl.a. Maribo Søerne.
På Lolland-Falster findes der flere Put & Take søer, der alle er familievenlige. Kendetegnende for søerne er, at de oftest ligger i smukke naturomgivelser. Put & Take fiskeri kan nogle gange være rigtigt nemt – men væbn dig gerne med tålmodighed, for når fiskene har været i søen et stykke tid, bliver de lidt sværere at fange. Dog er chancerne for succes altid gode, hvilket gør dem ideelle til fiskeri med børn - og mange børn har startet deres lystfiskerkarrierer i netop en Put & Take sø.

Det er også muligt at tage på havfiskeri på Østersøen med kutter efter fortrinsvist torsk. Der er f.eks. kuttere hjemmehørende i Gedser havn. Fiskeri efter torsk og fladfisk er også rigtigt godt i Langelandsbæltet. Her afholder man hvert år DM i fladfisk, der tiltrækker mange lystfiskere samt tilskuere. Udgangspunktet for denne konkurrence er Onsevig Havn. De lokale skippere er erfarne folk, der har sejlet i mange år, og derfor har et indgående kendskab til havet og fiskepladserne i området – så her er noget for både de garvede havfiskere samt familier og turister, der gerne vil have en dag på havet med gode fangstmuligheder.