Møns Klint rejser sig lodret op fra Østersøen – stor, hvid og dramatisk. Smukt ser det ud, men det mønske vand er på ingen måde blot til pynt. Det udfordrer og belønner lystfiskere på alle niveauer med en uudtømmelig fiskerigdom.

Den smukke ø har kyststrækninger, som strækker sig så langt øjet rækker, og der er rig mulighed for at få glinsende havørreder på krogen hele året rundt. Kysterne byder på stor forskellighed i dybde og bundforhold, og lige præcis derfor er det muligt i alle sæsoner at finde gode kastepladser til både spinne- og fluefiskeri.
Fra slut april til midt juni kan du prøve kræfter med hornfisken – en fighter, der dog har ry for at være nem at få på krogen. De verdensberømte brakvandsgedder, der boltrer sig i Møns klare laguner og fjorde, kan man fange fra både kyst og båd. De er store og veltrænede og parate til at give fiskere kamp til stregen fra juli og frem til efteråret. August står i makrellens tegn, og multerne byder sig til tæt på land indtil september. Brakvandsgedder, hornfisk og multer møder man ofte på de lavere dybder, hvorimod havørreder og makreller foretrækker de koldere, dybere områder, der kan nås fra land på de syd- og østvendte kyster.
Igennem Fishtrip kan du optimere chancerne for bid ved at leje en båd til din geddejagt eller booke en garvet guide, der kan vise vejen til selv den mest snu havørred. Vi har allieret os med lokale eksperter for at give dig den bedst mulige fisketur fx ved kystlagunen Stege Nor, i Ulvsund eller Stege Bugt.