Over havets overflade rummer Nordvestsjælland stort set alle danske landskabstyper. Takket være gletsjernes voldsomme bevægelser under istiden, er der skabt et smukt, kuperet terræn og med mange imponerende udsigter og uspolerede naturområder. Samtidig er der skabt et unikt vandlandskab med alt fra Sejerøbugtens lange sandstrande, Sjællands Oddes stenstrækninger og rev, til de snoede fjorde, Isefjord og Roskilde fjord, med skjulte bugter og vige.

Vandlandskabet har inviteret et utal af fiskearter indenfor og kender man blot til enkelte af de mange, uopdagede spots, er man næsten sikker på gevinst. Ligesom fiskeriet i Nordvestsjælland er mangfoldigt, på samme måde er mulighederne mange for at nyde lystfiskeriet. Du har både mulighed for at tage med en lokalkendt guide langs kysten, med kutter på havet eller tage på opdagelse i en lejet husbåd. Det er kvalitetsudbud, der indbyder til kvalitetstid og gode fiskeoplevelser på og ved vandet. Og så kan du sågar overnatte i hjertet af det hele, på den hjerteformede ø, Orø.

En af Danmarks bedst bevarede hemmeligheder er den store bestand af havørreder i Isefjorden og Roskilde fjord. Sjællands Odde og den nordlige kyst på vejen dertil, er oftest målet for lystfiskere, når de sølvblanke fisk skal lokkes på krogen. Men der er i årevis kælet for havørredens levebetingelser i Isefjorden og Roskilde fjord, som naturligt har givet et verdensklasse fiskeri. Hvis det ikke kan lokke, kan sommerens besøg af hornfisk- og makrelstimer måske? Eller hvad med en fladfisketur efter tykke rødspætter?

Nordvestsjælland - et bevis på, at der selv i et lille land som Danmark, er mange, skønne uberørte spots.